Min ven Kirsa - om børns visdom
Jeg mener, at børn er en gave af visdom til os.
Hvis vi er åbne for det, bringer vores børn ofte mange gange den højeste visdom og indsigt til os. Dels om dem selv og deres behov, men også om os som forældre. Vi kan blive kloge sammen og opnå transformerende indsigt.
Jeg får i den forbindelse lyst til at fortælle jer om min ven Kirsa.
Kirsa er 6 år, snart syv. Hun går i 0. klasse. Hun er min lille nabo, og jeg ser hende tit og kender hende ret godt. Hun hopper rundt uden for huset i havfruekostume med et sjippetov og synger.
”Jeg er ikke som de andre piger,” synger hun med vibration på stemmen og et ansigt arrangeret med ”storpigemimik”. ”Det er fra en MGP-sang,” siger hun, og synger videre: ”Jeg smiler skævt…. jeg kan ikke sidde stille…. jeg har et ekstra gear…”
Kirsa er en sej, meget umiddelbar og klog pige. Hun har altid utrolig mange ord, der står i kø for at komme til udtryk og få luft, og jeg har ofte fornøjelsen af at (være modtageren) være sammen med hende.
En dag hvor vi er på cykeltur ned til skolen, siger Kirsa: ”Jeg cykler altid hurtigt ned ad bakken - er der noget du ALTID gør, Karin?” Jeg tænker mig om og svarer: ”Lige nøjagtig med mig, er der måske ikke noget man kan sige altid om - det veksler hele tiden!” Så siger hun: ”Naaj, du er altid sød”. Hun smiler bredt op til mig. Jeg griner lidt, også indvendigt, og funderer over, hvad hun siger. Jeg svarer: ”Hmm måske ikke altid, men jeg vil gerne være sød”. Kirsa snakker insisterende videre: ”jo, for du giver aldrig andre skylden.” ”Øh,” siger jeg ”det ved jeg nu ikke,” og må endnu engang tænke mig om. Hun siger med bestemt mine: ”det gør jeg!” ”Nå, gør du det?” spørger jeg. ”Ja det gør jeg,” siger hun, med eftertryk, ”men det er værst om aftenen,” tilføjer hun klogt. Jeg spørger hende så, om det kan hænge sammen med, at hun er mere træt om aftenen, og hun siger mere stille og eftertænksomt: ”Ja, jeg tror, det er derfor.” Så siger hun ærligt og nøgternt med et skævt smil: ”Det er mest min mor og lillebror jeg giver skylden – og så råber jeg af dem.” Jeg smiler til hende og siger: ”Nå, så råber du af dem?”. ”Ja,” siger hun, ”jeg råber fx ……..,” og så demonstrerer hun med en kraftfuld stemme, hvad hun råber af beskyldninger og ukvemsord. Hun har virkelig et ekstra gear. Hun kigger op på mig som for at se, om jeg havde forstået, hvor vildt det kunne være. Jeg siger: ”Ja hold da op, der er du da virkelig vred og giver dem skylden.” Hun siger lidt efter: ” …..men jeg ville hellere være sød, jeg kan bare ikke rigtig finde ud af det.”
Sådanne dybe, autentiske og vise samtaler får man ofte med børn i forbindelse med en eller anden aktivitet.
Jeg tænker, at det er en af de allerstørste livsvisdomme Kirsa forærer mig, og hende selv, her på en almindelig cykeltur på vej ned til skolen. Visdom om, hvordan vores sind fungerer, når vi er pressede, trætte, vrede og ude af balance. Og visdom om det ønske, der ligger i os alle om at være et sødt elskeligt menneske. Men når vi er trætte og belastede, så ”giver vi andre skylden”. Det er en kæmpe stor selverkendelse og selvindsigt af en 6 årig – snart syv.
Måske skal vi alle begynde at lægge mærke til, hvornår vi giver hinanden skylden, bebrejder andre, siger grimme ting om og til hinanden. Det kunne være, fordi vi er trætte, kede af det eller stressede og ude af balance. Så det vi egentlig kalder på er kærlighed, omsorg eller hjælp til at være sød.
Kirsas visdom indeholder en præmis om, at vi som menneske i bund og grund gerne vil være søde og kærlige, hvilket jeg tror på – men at vi ikke altid kan finde ud af det, og nogle gange har brug for kærlig hjælp til det. Dette er især gældende for børn, der jo har et mere umodent nervesystem, og endnu ikke fuldt ud har lært at styre eller forstå deres følelser. Det er det, man med et fagudtryk kan kalde at kunne regulere sine følelser. Når man er barn, har man meget ofte brug for hjælp til at regulere følelser, eller hjælp til at være med al vreden, ked-af-heden og frustrationen. Vi hjælper fx barnet med at regulere dets følelser, når vi trøster det.
Hvis vi som forældre har 6-årige Kirsa i baghovedet og ved, at uanset hvilket udtryk frustrationen får, så er det største ønske at være sød, og at barnet siger med sin adfærd: ”hjælp mig, lige nu kan jeg ikke selv finde ud af det.”
I min samtale med Kirsa kunne jeg have valgt at påpege, at det jo er vigtigt at være sød, at man ikke må råbe og sige grimme ting til andre osv. Men nogen gange kan vi komme til at kvæle barnets væsen i stedet for at give det liv, hvis vi projicerer vores egne forventninger og dagsorden over på dem. Hvis vi straks taler om rigtigt og forkert kan vi komme til at kvæle den unikke visdom, jeg mener børn tilbyder. For så når vi slet ikke at reflektere over, hvad de egentlig siger, og dermed lærer vi ikke noget – og det gør børnene jo heller ikke. Vi kan derfor ikke være den støtte de har brug for.
Man kan overveje at se forældre-barn-relationen som et partnerskab. Et partnerskab, der har en ganske anden karakter end den dominans forældre almindeligvis håndhæver.
Børn har ikke altid brug for vores ideer og forventninger, eller for vores dominans og kontrol. De har brug for, at vi er på bølgelængde med dem med vores engagerede nærvær.
Jeg vil med partnerskabstanken derfor invitere til at lytte og til at blive nærværende med den energi, barnet leverer i situationen. Forsøg at lade være med at dømme, blive skræmt, overtage historien eller at gøre den mindre eller større, når dit barn inviterer til følgeskab.
Når vi bruger nuet, øjeblikket, som et levende laboratorium til at forstå livet og børns gøren og laden, kan vi lære uvurderlige ting af samværet i dagligdagen. Vi kan bruge de små dagligdagssituationer til at indføre et ændret perspektiv, få en ny indsigt. På den måde bliver selv de mindste situationer inspirerende indgangsveje til visdom.
Men det kan være så svært nogen gange – især når det drejer sig om ens egne børn. Derfor er det rart at have en ven som Kirsa.
Sommerhilsner
Karin
