Søg
  • Karin Haugaard

Første opslag i KomHjem

Velkommen til KomHjem Jeg hedder Karin Haugaard og er familievejleder, sundhedsplejerske, sundhedsantropolog og specialist i relationer og tilknytningspsykologi.

Denne side er tænkt som et online drop in-sted for forældre og andre interesserede, der er ramt af at skulle være hjemme i forbindelse med nedlukning af Danmark, da dette er en tid, der kan opleves ekstra hård for nogle af os forældre. På siden kan man den næste tid få inspiration, og vende spørgsmål om at være hjemme sammen i sin familie og med sine børn. Søren Kierkegaard har sagt, at når man kommer ud for en krise, om den så er personlig eller global, så har man pligt til at udvikle sig. Det handler derfor efter min mening ikke bare om at komme tilbage til, der hvor vi var – både hvad angår familielivet eller samfundslivet – men derimod at lære i situationen, vokse og udvikle os med de nye indsigter krisen kan give.

Jeg vil inspirere dig til at bruge den øgede hjemmetid til mere nærvær, øget eftertanke og til kærligt at se på dit forældreskab og ikke mindst se dine børn på en fornyet måde - vende energien indad.

Jeg vil hver dag komme med inspirationsnedslag og øvelser, som du og din familie kan lege med i den næste tid. Indslagene og øvelserne vil blive kommenteret og diskuteret med Sidse – hun er sociolog, praktiserende mor til 3 børn, og lige nu ramt af at skulle være hjemme med børnene. Alle er i øvrigt også velkomne til at dele oplevelser og stille spørgsmål i gruppen. Inspirationsnedslagene og øvelserne kan hjælpe med eftertanke, refleksion og udvikling i forhold til at komme mere ”hjem” i sig selv. Temaerne vil blive introduceret og uddybet dag for dag i et roligt tempo. Nogle øvelser kræver mod og nænsomhed, og jeg er med jer her ved siden af. Der er tale om simple øvelser, men jeg lover jer stor effekt, hvis I virkelig giver jeg hen til at prøve dem.

Hvis du skal være helt ærlig med dig selv, venter du så lige nu blot på at stige på hamsterhjulet igen, og på at hverdagen skal begynde som før? Rammes du af en vis frygt for at skulle være hjemme, og sammen med dine børn? Og hvis du igen skal være ærlig, har du – som mange andre – måske meget travlt til daglig og føler, at du ikke har tid nok? Måske tænker du også af og til – eller ofte – at du godt kunne tænke dig at leve anderledes: med mindre stress og mere nærvær og trivsel i familien. Måske har dit barn nogle symptomer på, at jeres hverdag godt kunne være bedre. Det kunne være dit lille barn, der har besværligheder med at spise, sove eller være i sociale sammenhænge. Det kunne være dit lidt større barn eller teenager, der er ængstelig, har angst, problemer med at spise, har skolevægring eller er trist. Endelig kan det være, at I har mange konflikter og oplever situationer, hvor du ikke forstår dit barns adfærd. Det kræver tid og ro og nærvær at få øje på uhensigtsmæssige mønstre og dårlig trivsel i familien, og at kunne få øje på sammenhænge i disse mønstre. Den tid har du måske nu, hvor du er tvunget til at være hjemme. Måske er der tid til at udvikle eller efterse dit familieliv og skille dig af med de vaner, som du ikke har brug for mere – som slet ikke gør dig eller din familie godt. Jeg tænker, at denne tid kunne være en invitation til at øve os alle i at være gode til at være hjemme og hjemme i os selv, og lære vores børn vigtigheden af at være hjemme i sig selv. Så tror jeg, at vi kan etablere et mere bæredygtigt familieliv for både børn og voksne.


Se facebookside: KomHjem

https://www.facebook.com/Familievejledningkarinhaugaard/posts/108549144109191?__tn__=K-R



24 visninger0 kommentarer

Har vi aktivt overvejet, om vi trænger til fornyelse af den måde, hvorpå vi

fremstiller fattige børn i Danmark? De værdier, der bliver formidlet i denne snak, er det faktisk dem, vi vil give videre til vores børn?

Jeg har den sidste tid forsøgt at skrive noget om den måde, vi italesætter fattigdom i forhold til børn i Danmark på. Der er for mig at se noget, der trænger til fornyelse. Og i særdeleshed i forhold til hvad, vi tænker, disse børn mangler. Emnet er aktuelt lige nu. Det er jul, og der er i medierne stort fokus på at hjælpe fattige danske børn og børnefamilier.

Jeg har gjort mange tilløb og forsøg på at skrive om dette emne, men tanker som – der er jo ingen, der fra et kærligt sted kan være imod, at vi hjælper fattige danske børn og deres familier – har besværliggjort skrivningen. For det er slet ikke det, jeg er.

Julehjælpsindsamling til fattige danske børnefamilier er en smuk og næstekærlig gerning – punktum. Det er dejligt at være med til, og dejligt at se, at så mange bidrager med at samle ind til de familier, som ikke har det godt og har mindre end andre, og det er skønt at kunne hjælpe – igen punktum.


Men de tanker, der så alligevel presser sig på hos mig, er, hvorvidt vi trænger til at tale om fattigdom og mangel – mangelfølelse – på materielle goder hos børn og børnefamilier på en anden måde? Skal vi fortsætte med at købe ind på den sandhed om, at det, vi alle sammen har brug for op til jul, er dyre gaver og materielle goder? Hvis der er børn, som senioranalytiker Karen Margrethe Dahl fortæller i et Go’ Morgen Danmark program på TV 2, der føler kulturel afsavn og føler, at de er anderledes, fordi man ikke kan være med i denne ”fest”(læses forbrugsfest), så tænker jeg, at det kunne være en invitation til at spørge os alle sammen, om det egentlig er en fest, der er værd at være en del af? Er det det, vi alle sammen mener, at de fattige børn skal føle mangel i forhold til?

Kalder vores fremtidige jord og børn ikke på noget helt andet end en vild forbrugsfest og massevis af materielle gaver?

Dahl siger videre, at vi går jo alle sammen amok og bruger rigtig meget op til jul - men er det denne adfærd, vi synes fattige familier også skal have lov til?

”Jamen dog mor” sagde min datter, da jeg luftede mine tanker for hende, ”det er jo antikapitalistiske tanker og meget politisk”.

Uha, tænkte jeg, jeg er ingen politiker eller politisk, men bare en vågen kærlighedsambassadør for børn og jorden. Vi ser nemlig samtidig fortravlede forældre, der styrter rundt med frygt som drivkraft og køber de nyeste af alt ting, så deres børn kan være med i fællesskabet.

Men er det virkelig det fællesskab, vi ønsker at lære vores børn, er efterstræbeligt? – Og ja nu kan jeg altså godt høre, det bliver politisk.


I en anden udsendelse fra Go’morgen Danmark på TV 2 bliver to mødre, hvis børn deltager i en TV 2 reportage om fattige børn i Danmark, interviewet. Blandt andre kloge ting siger de, at de og deres børn har sagt ja til at medvirke i pogrammet bl.a. for at vise andre, at man udmærket kan have et dejligt familieliv uden alle de dyre forbrugsting. Men også hvordan deres børn føler sig uden for, fordi de ikke har råd til dyre ting som andre børn.

En af mødrene siger meget stille, at måske kunne andre lære noget af dem. Og JA! Er det ikke den fineste og smukkeste invitation til, at vi som forældre vågner op og lytter og tænker på, om det måske er en gammeldags retorik, vi lægger ned over de familier, der ikke har råd til dyre gaver og dyre ferierejser. En retorik, vi måske, ved ikke at tænke os om, bare fører videre uden at nuancere det og tilpasse den til et moderne samfund og børns behov - i et moderne dansk samfund. Er det måske ikke netop muligheden for nu for os alle sammen at sige stop og ændre kurs og retorik?

Lad os sammen foretage følgende tankeeksperiment.

Tænk om det ikke var synd at få noget brugt eller hjemmelavet i julegave, men både trendy, moderne, bæredygtigt og fremtidssikret.

Måske kan vi andre lære noget af dem, der ikke har råd på det punkt, i stedet for at stigmatisere disse forældre og bidrage til at de må leve med en mangelfølelse i forhold til materielle goder.

Det med mangelfølelsen kommer vi lige tilbage til.


Nu i stedet, hvor jeg har skrevet mig varm, tør jeg føje endnu et spørgsmål til diskussionen. Kommer den mere gammeldags retorik til at stå i vejen for, hvad nutidens danske børn mangler og er fattige i forhold til? At der også findes ”fattigdom” blandt de velhavende og højt uddannede?

Jeg er jo i krop og sjæl kærligheds- og omsorgsambassadør for børn, og i min dagligdag møder jeg massevis af børn og unge, der har symptomer på mangel på rolige og nærværende følelsesmæssige tilgængelige voksne - Og denne mangel har, hvad jeg erfarer, ikke nogen social slagside. Børn og unge har symptomer som indre uro, spændinger og smerte i kroppen samt angst og depressive tendenser, som psykolog Jane Bækgaard udtaler til Kristelig Dagblad her op til jul. Det er heller ikke kun de penge- og materielt fattige børn, der lider af det.

Så hvis vi endelig skal tale om behov i forhold til moderne danske børn, så mener jeg, at børn har brug for tryghed, ro og fred i hjernen, så angst og depression ikke er hverdagsproblematik, og så de kan mobilisere mod og skabertrang.

Børn kan ikke tåle at undvære nærhed, tryghed og udfoldelsesmulighed af deres indre kraft. Børn har brug for respekt (ikke at blive kaldt fattige) at blive set, mærket, rørt ved og holdt om. De har brug for at blive inspireret, at blive nysgerrige og betagede, så deres egen kraft kan komme til udfoldelse. De har helt gammeldags sagt brug for rent vand, ren luft og ro til at lege. Hvilket ind til videre er (næsten) gratis og kalder på vores dybeste taknemmelighedsfølelse. Og vi voksne har brug for at være, vente, være ved siden af og se, hvad der så sker, når vi og vores børn tør tåle livet sammen.

I mine øjne er manglen på alle disse ting, manglen på rigdom. Master Fatman, der var kærlighedens fortaler, kunne måske sige, at man er fattig, hvis man går glip af nuet, af de små mirakuløse stunder hverdagen byder på og går glip af alt, hvad børn lærer os.

Tænk om vi kunne få det ind i retorikken omkring fattigdom.


Og så som lovet tilbage til mangelfølelsen. Jeg personligt tror ikke, at det er sundt at føle mangel, og i særdeleshed ikke hvis det, man mangler, hverken er sundt – for mennesker og jorden - eller ønskværdigt ud over at det gør, at vi ikke udskiller os fra mængden. Nogle får noget uden rigtig at blive glade for og andre stræber efter at få det.

Så samtidig med at vi samler ind, vil jeg gerne invitere til, at vi alle sammen hjælper hinanden med at skifte mangelfølelsen og tanker herom ud med en taknemmelighedsfølelse, og på den måde stoppe med at dyrke mangelfølelsen i os alle. Der er jo i virkeligheden så meget overflod. Kunne vi måske i stedet mobilisere taknemmelighed og tune ind i den for alt, det vi har?

Hvis I har lyst så kunne en lille julegave (opgave) fra mig være en invitation til at lave et eksperiment i jeres familie (stor eller lille, syg eller rask, fattig eller rig) fra nu af og ind til det nye år.


Saml hele familien hver aften inden sengetid. Sæt jer sammen et hyggeligt sted i huset. Måske tage hinanden i hånden for lige at mærke hinanden. Alle skal så på skift sige en ting højt, som de er taknemmelige for. Ja, det kan lyde totalt skørt i manges øre, og man kan tænke, at det får jeg aldrig min familie eller mine børn til. Men jeg vil opfordre jer til at overvinde det akavede og gøre det alligevel, og jeg lover, at især børnene vil elske det. Børn har nemlig en fantastisk evne til hurtigt at turde gøre noget, der umiddelbart føles skørt, fordi de er i kontakt med, hvad der føles godt inden i. Og det føles så godt inden i at tune ind i taknemmelighed. Og tro mig, jeg ved af erfaring, at alle har noget at være taknemmelig for. Det kan være små bitte ting, alt tæller. Og se så hvad der sker.


Kærlige julehilsner Karin




67 visninger0 kommentarer
  • Karin Haugaard

Jeg mener, at børn er en gave af visdom til os.

Hvis vi er åbne for det, bringer vores børn ofte mange gange den højeste visdom og indsigt til os. Dels om dem selv og deres behov, men også om os som forældre. Vi kan blive kloge sammen og opnå transformerende indsigt.

Jeg får i den forbindelse lyst til at fortælle jer om min ven Kirsa.

Kirsa er 6 år, snart syv. Hun går i 0. klasse. Hun er min lille nabo, og jeg ser hende tit og kender hende ret godt. Hun hopper rundt uden for huset i havfruekostume med et sjippetov og synger.

”Jeg er ikke som de andre piger,” synger hun med vibration på stemmen og et ansigt arrangeret med ”storpigemimik”. ”Det er fra en MGP-sang,” siger hun, og synger videre: ”Jeg smiler skævt…. jeg kan ikke sidde stille…. jeg har et ekstra gear…”

Kirsa er en sej, meget umiddelbar og klog pige. Hun har altid utrolig mange ord, der står i kø for at komme til udtryk og få luft, og jeg har ofte fornøjelsen af at (være modtageren) være sammen med hende.

En dag hvor vi er på cykeltur ned til skolen, siger Kirsa: ”Jeg cykler altid hurtigt ned ad bakken - er der noget du ALTID gør, Karin?” Jeg tænker mig om og svarer: ”Lige nøjagtig med mig, er der måske ikke noget man kan sige altid om - det veksler hele tiden!” Så siger hun: ”Naaj, du er altid sød”. Hun smiler bredt op til mig. Jeg griner lidt, også indvendigt, og funderer over, hvad hun siger. Jeg svarer: ”Hmm måske ikke altid, men jeg vil gerne være sød”. Kirsa snakker insisterende videre: ”jo, for du giver aldrig andre skylden.” ”Øh,” siger jeg ”det ved jeg nu ikke,” og må endnu engang tænke mig om. Hun siger med bestemt mine: ”det gør jeg!” ”Nå, gør du det?” spørger jeg. ”Ja det gør jeg,” siger hun, med eftertryk, ”men det er værst om aftenen,” tilføjer hun klogt. Jeg spørger hende så, om det kan hænge sammen med, at hun er mere træt om aftenen, og hun siger mere stille og eftertænksomt: ”Ja, jeg tror, det er derfor.” Så siger hun ærligt og nøgternt med et skævt smil: ”Det er mest min mor og lillebror jeg giver skylden – og så råber jeg af dem.” Jeg smiler til hende og siger: ”Nå, så råber du af dem?”. ”Ja,” siger hun, ”jeg råber fx ……..,” og så demonstrerer hun med en kraftfuld stemme, hvad hun råber af beskyldninger og ukvemsord. Hun har virkelig et ekstra gear. Hun kigger op på mig som for at se, om jeg havde forstået, hvor vildt det kunne være. Jeg siger: ”Ja hold da op, der er du da virkelig vred og giver dem skylden.” Hun siger lidt efter: ” …..men jeg ville hellere være sød, jeg kan bare ikke rigtig finde ud af det.”

Sådanne dybe, autentiske og vise samtaler får man ofte med børn i forbindelse med en eller anden aktivitet.

Jeg tænker, at det er en af de allerstørste livsvisdomme Kirsa forærer mig, og hende selv, her på en almindelig cykeltur på vej ned til skolen. Visdom om, hvordan vores sind fungerer, når vi er pressede, trætte, vrede og ude af balance. Og visdom om det ønske, der ligger i os alle om at være et sødt elskeligt menneske. Men når vi er trætte og belastede, så ”giver vi andre skylden”. Det er en kæmpe stor selverkendelse og selvindsigt af en 6 årig – snart syv.

Måske skal vi alle begynde at lægge mærke til, hvornår vi giver hinanden skylden, bebrejder andre, siger grimme ting om og til hinanden. Det kunne være, fordi vi er trætte, kede af det eller stressede og ude af balance. Så det vi egentlig kalder på er kærlighed, omsorg eller hjælp til at være sød.

Kirsas visdom indeholder en præmis om, at vi som menneske i bund og grund gerne vil være søde og kærlige, hvilket jeg tror på – men at vi ikke altid kan finde ud af det, og nogle gange har brug for kærlig hjælp til det. Dette er især gældende for børn, der jo har et mere umodent nervesystem, og endnu ikke fuldt ud har lært at styre eller forstå deres følelser. Det er det, man med et fagudtryk kan kalde at kunne regulere sine følelser. Når man er barn, har man meget ofte brug for hjælp til at regulere følelser, eller hjælp til at være med al vreden, ked-af-heden og frustrationen. Vi hjælper fx barnet med at regulere dets følelser, når vi trøster det.

Hvis vi som forældre har 6-årige Kirsa i baghovedet og ved, at uanset hvilket udtryk frustrationen får, så er det største ønske at være sød, og at barnet siger med sin adfærd: ”hjælp mig, lige nu kan jeg ikke selv finde ud af det.”

I min samtale med Kirsa kunne jeg have valgt at påpege, at det jo er vigtigt at være sød, at man ikke må råbe og sige grimme ting til andre osv. Men nogen gange kan vi komme til at kvæle barnets væsen i stedet for at give det liv, hvis vi projicerer vores egne forventninger og dagsorden over på dem. Hvis vi straks taler om rigtigt og forkert kan vi komme til at kvæle den unikke visdom, jeg mener børn tilbyder. For så når vi slet ikke at reflektere over, hvad de egentlig siger, og dermed lærer vi ikke noget – og det gør børnene jo heller ikke. Vi kan derfor ikke være den støtte de har brug for.

Man kan overveje at se forældre-barn-relationen som et partnerskab. Et partnerskab, der har en ganske anden karakter end den dominans forældre almindeligvis håndhæver.

Børn har ikke altid brug for vores ideer og forventninger, eller for vores dominans og kontrol. De har brug for, at vi er på bølgelængde med dem med vores engagerede nærvær.

Jeg vil med partnerskabstanken derfor invitere til at lytte og til at blive nærværende med den energi, barnet leverer i situationen. Forsøg at lade være med at dømme, blive skræmt, overtage historien eller at gøre den mindre eller større, når dit barn inviterer til følgeskab.

Når vi bruger nuet, øjeblikket, som et levende laboratorium til at forstå livet og børns gøren og laden, kan vi lære uvurderlige ting af samværet i dagligdagen. Vi kan bruge de små dagligdagssituationer til at indføre et ændret perspektiv, få en ny indsigt. På den måde bliver selv de mindste situationer inspirerende indgangsveje til visdom.

Men det kan være så svært nogen gange – især når det drejer sig om ens egne børn. Derfor er det rart at have en ven som Kirsa.



Sommerhilsner

Karin



166 visninger0 kommentarer
1
2

Karin Haugaard, Familievejledning

Ledavej 97, 9210 Aalborg

Mail: karinhaugaard11@gmail.com

tlf: 71 79 11 12

CVR: 40270736. Konto nr.:7459 0001562066

Foto af familie: Frederikke Brostrup

Portrætfoto af Karin: Kristine Halgaard